Destination Kystlandet

Ofte stillede spørgsmål

Find svar på nogle af de oftest stillede spørgsmål om ferie og ture i Kystlandet.

Udsigtspunkter i Søhøjlandet - Sukkertoppen ved Klostermølle i Destination Kystlandet
Foto: Sarah Green

Om Cykelfærgen

Hvad koster det?

Pr. person inkl. cykel

Hele året: 95 kr
Børn under 3 år: gratis.

Skal jeg betale for at få cyklen med?

Nej. Du betaler pr. person. Cykel, barnevogn, hund eller lignende skal du ikke betale for at få med. 

Hvad kan jeg få med på cykelfærgen?

Cykelfærgen er ikke stor og kan kun have 12 personer med på turen. Det er derfor ikke muligt at have bilen med på overfarten.

Du må naturligvis gerne have din cykel med. Derudover er er du velkommen til at tage eksempelvis barnevogn og hund med på færgen. Grundreglen er, at du selv skal kunne bære det ombord. 

Det er ikke muligt at have knallert eller ladcykel med ombord på cykelfærgen. 

Jeg har booket, men er forhindret i at tage med. Hvad gør jeg?

Kontakt Yourticket på info@yourticket.dk, hvis du ønsker at få refunderet din billet. Gebyrer + 5% af billetprisen refunderes ikke. Det beløb trækkes fra ved tilbagebetaling til dit betalingskort.

Hvis du ønsker at ændre din billet til en anden afgang, bedes du købe billet til den pågældende afgang og derefter skrive til Yourticket, at du ønsker refusion af de tidligere købte billetter. 

Ved ændring og refusion af billet gælder det, at du senest skal kontakte Yourticket 48 timer inden afgang.
Derefter kan du ikke ændre dit billetkøb.

I hvilken retning anbefaler I, at jeg sejler?

Godt spørgsmål. Det kommer an på så meget. 

Hvis du gerne vil have god tid til at opleve Hjarnø, så kan det være en fordel at tage en tidlig færge fra Snaptun. På den måde kan du nå at gå/cykle rundt og mærke stemningen på øen inden turen går videre mod Alrø. 

Hvis du gerne vil have god tid ved et af Alrøs lækre spisesteder, så kan du starte derfra og sejle videre, når maven er fyldt op. 

Hvis du ikke ønsker at komme til Snaptun, men kun opleve øerne, så start turen fra Alrø. 

Hvis du cykler rundt om fjorden, så er valget dit. Der er større fleksibilitet, hvis du starter turen fra Snaptun. Herfra kan du tage en hvilken som helst afgang med Hjarnøfærgen og dermed ikke risikere ventetid.   

Jeres bookingportal driller. Hvad gør jeg?

Kontakt info@yourticket.dk for teknisk support ved booking af billetter. 

Jeg har ikke booket på forhånd. Kan jeg komme med færgen?

Cykelfærgen: Ja, hvis der er ledige pladser, så kan du komme med. Men cykelfærgen har en begrænset kapacitet på 12 personer, så for din egen skyld - book på forhånd. 

Hjarnøfærgen: Hjarnøfærgen sejler mere end 30 gange om dagen, og du kan altid komme med på turen mellem Snaptun og Hjarnø uden at have bestilt billet på forhånd. 

Jeg vil gerne blive lidt længere på Hjarnø og opleve øen. Kan det lade sig gøre?

Ja, du kan godt blive og opleve Hjarnø. Hjarnøfærgen sejler mere end 30 gange dagligt, og du kan selv vælge, hvilken afgang du tager med. Mellem Snaptun og Hjarnø behøver du med andre ord ikke at overholde det angivne sejltidspunkt. Bare mød op, når det passer dig - så længe du sejler den samme dag, som står angivet på din billet. 

Det gælder dog IKKE for cykelfærgen, der kun sejler to gange dagligt. Mellem Alrø og Hjarnø er det vigtigt, at du overholder afgangstidspunktet. 

Hvor kan jeg parkere min bil?

Både på havnen i Snaptun og ved færgelejet på Alrø kan du parkere din bil. 

Jeg tager cykelfærgen fra Alrø. Hvordan kommer jeg til Alrø?

Alrø er landfast på nordsiden af Horsens Fjord via en dæmning. Du kan derfor både gå, cykle og køre til øen.  

Er det rigtigt, at jeg kan komme gratis med Hjarnøfærgen til Snaptun?

Ja, det er korrekt. Cykelfærgen sejler mellem Alrø og Hjarnø. Som en bonus får du dog også adgang til Hjarnøfærgen, der sejler mellem Hjarnø og Snaptun på fastlandet, når du køber en billet med cykelfærgen. Du viser blot din cykelfærgebillet, når du stiger på Hjarnøfærgen. Der skal ikke bookes plads på Hjarnøfærgen, og den sejler mere end 30 gange om dagen, så du kan bare møde op og hoppe på næste afgang. Adgangen til Hjarnøfærgen gælder hele den pågældende dag, men kan kun bruges én gang. 

På denne måde har du mulighed for at krydse fjorden på cykel- eller vandreturen rundt om fjorden på Fjordminoen. 

Når jeg køber en billet, er det så en returbillet?

Nej. Hvis du skal tilbage til din bil, så skal du huske at købe to billetter - en til hver vej. Husk at sikre dig, at der er billetter til begge afgange inden du køber den første. 

Jeg vil gerne overnatte på Hjarnø og tage færgen videre næste dag. Kan jeg det på min billet?

Nej. Billetten gælder kun til én bestemt dato. Du er nødt til at købe billet til begge dage. Hvis du skal mellem Snaptun og Hjarnø den ene dag og mellem Hjarnø og Alrø den anden, så kan du købe en billet ved Hjarnøfærgen til den ene dag og booke en billet på forhånd til cykelfærgen til den anden dag. 

Om cykling

Hvor kan jeg få repareret min cykel?

Hos Cykelsmeden Odder og Tandhjulet kan du få repareret din cykel, hvis uheldet skulle være ude. 

Hvor kan jeg leje en mountainbike?

Hvis du er på ferie og ikke har din mountainbike ved hånden, så har du heldigvis mulighed for at leje en mountainbike hos Cykelsmeden Odder og Saksild Strand Camping. 

Hvad skal jeg være opmærksom på ude på MTB-sporet?
  • Vis hensyn, når du cykler i skoven
  • Kør kun på skovveje og brede stier
  • Undgå at køre på ridestier og vandrestier
  • Kør med omtanke
  • Kør kun på afmærkede ruter
  • Vis hensyn til andre skovgæster
  • Sæt farten ned, når du nærmer dig andre skovgæster
  • Vær opmærksom på, om andre har opdaget dig
Kan det passe, at man kan låne en cykel i Horsens?

Ja! Hos overnatningssteder og attraktioner rundt i Horsens kan du låne en af de karakteristiske lyserøde city bikes. Du lægger et lille depositum for cyklen og så kan du ellers frit cykle omkring i området. Når du er færdig med turen afleverer du cyklen samme sted som du startede. 

Følg dette link for at se, hvor du kan låne en city bike. 

Hvor skal jeg sove på cykelferien?

I Kystlandet er der et godt og varieret udbud af overnatningsmuligheder til turen - uanset om du kigger efter hoteller, bed & breakfast, hytter på campingpladser, sommerhus eller naturlejrpladser. 

Nogle overnatningssteder udmærker sig ved at have et særligt fokus på gode vilkår for cykelturister. I Kystlandet har tre overnatningssteder opnået Bed + Bike-certificering, som er din garanti for at dine behov er i fokus. Du kan læse mere om certificeringen og se de certificerede overnatningssteder ved at følge dette link

Du kan få det fulde overblik over overnatningssteder på denne side. 

Hvor kan jeg få klargjort eller repareret min cykel i Kystlandet?

Både i Odder, Horsens, Hedensted og Juelsminde er der dygtige cykelhandlere og mekanikere, der står klar til at hjælpe og vejlede dig, så cyklen er klar til strandsand, Danmarks højeste bjerge og andre af Kystlandets udfordringer. 

Hvis uheldet er ude eller du skal bruge en ny cykel til cykelturen, så kan du eksempelvis kigge forbi Cykelsmeden eller Tandhjulet i Odder.

Skal jeg klargøre min cykel før turen?

Du skal køre mange kilometer i sadlen på din cykelferie, så for at undgå uheld, reparationer og ømme stænger på turen er det en god ide at sørge for, at cyklen er tip-top. Hvis du ikke har stor erfaring med pleje af cyklen, så bør du tage den forbi din lokale cykelmekaniker, der gerne giver din cykel en grundig gennemgang. Og prisen er til at betale.

Hvis du mere er gør-det-selv-typen, så skal du huske dette inden du begiver dig ud på turen:

  • Rengør cyklen
  • Smør kæden
  • Tjek dækkenes tilstand. Skift dem ud, hvis de er møre
  • Ret dæktryk
  • Juster sadelhøjden. Undersøg også om sadlen har den rigtige bredde, så du undgår siddesår. 
  • Juster og smør dine gear
  • Efterspænd cyklens bolte, møtrikker og skruer
Hvad er lovpligtigt udstyr til cyklen?
  • Ringeklokke
  • Cykellygter (båder for- og baglygte).
  • Cykellås. Det er lovpligtigt at låse sin cykel, hvis man forlader den i en længere periode. 
  • Bremser på begge hjul
  • Hvid refleks, der er synlig forfra
  • Rød refleks, der er synlig bagfra
  • To gule reflekser på hver pedal
  • Gul refleks i hvert dæk eller reflekterende dæk
Hvordan får jeg styr på færdselsreglerne for cyklister?

Hos Cyklistforbundet kan du finde de gældende regler.

Har du styr på tegngivning i trafikken? Her kan du også blive klogere på grundlæggende tegngivning.

Hvis jeg vil overnatte i det fri på cykelferien skal jeg huske...
  • Toiletpapir
  • Håndsprit
  • En gryde eller pande
  • Bestik
  • En kniv og en ske til gryden
  • Tallerken
  • Liggeunderlag
  • Sovepose
  • En powerbank
Dette udstyr bør du huske til cykelferien
  • Cykelpumpe
  • Lappegrej
  • Dækjern
  • Værktøj til gear, bremser, skruer og bolte
  • Reservedele – fx en ekstra slange til din cykel og cykelanhænger foruden ekstra bolte og møtrikker. Evt. også ekstra kabler til gear og bremser samt ekstra eger og værktøj til at udskifte det.
  • Klud og/eller engangshandsker i tilfælde af at du skal reparere cyklen.
  • Cykelhjelm
  • Cykelbukser med pude
  • Svedtransporterende undertøj
  • Cykelhandsker
  • Vindtæt overtrækstøj
  • Regntøj
  • Vandtæt overtræk til sko og cykelhjelm
  • Førstehjælpskit
  • Cykellygter
  • Cykellås
  • Vandtæt taske